onsdag den 18. november 2009

Kings Canyoen - Alice Springs 17 nov

Denne dag skulle vi ud og se Kings Canyon. Og vi stod tidligt op.. Og det var varmt :)


Flere fugle paa campingpladsen. Denne gang var den groen og noget mere sky. Meget flot naar den floej...


Dette er starten paa vores vandretur. Det er svaert at se paa billedet, men der gaar en temmelig stejl sti op, som de gjorde meget ud af at anbefale at man skulle starte med i alle materialer om turen. De er generelt gode til at piske en stemning hvad det angaar. Vi syntes nu ikke den var saa slem, selv om vi da pustede lidt da vi kom op. Hvis man tager den midt i solen kl. 2 om eftermiddagen kan jeg da godt forstaa at den kan vaere temmelig haard.


Mig og udsigten fra toppen af den foerste opstigning. Fashionabel med fluenet er man vel altid :)

Saa faldt vi ogsaa lige over et firben. At den er tofarvet skyldes ikke lysindfaldet, det er dens naturlige farve. Ret god camouflage

Kings Canyon har, som saa mange andre steder, engang vaeret en del af havet, og det kunne man atter engang se her.
Selve forkastningen (Canyon'en) ligger hvor tre forskelllige landskabstyper (og oekosystemer) moedes. Det har skabt forkastningen i form af en dyb slugt. I Kings Canyon er der desuden repraesentanter for planter fra hver af de specifikke landskabstyper der moedes her. Jeg aner intet om botanik, men det er da en god historie.


Mig der staar og ser godt ud igen. Landskabet i omraadet var rigtig flot, men svaert at tage billeder af.

Ditte i oerkenlandskabet. Det er her der har loebet vand engang.

Saa kan man se repraesentanter for de "maend" der stod i omraadet. Det er runde kupler, der er dannet ved at vandet lansomt har eroderet landskabet. Foerst har der vaeret spraekker i landskabet, der groft set har inddelt omraadet i firkantede felter, som et skakbraet. Efterhaanden som vandet er loebet ned i spraekkerner er disse blevet stoerre og hjoernerne paa firkanterne slidt runde. Resultatet er de runde kupler, som kan ses i dag.
Den lokale Anangu stamme mener at kuplerne er unge maend, der har vaeret paa gennemrejse, men er blevet haengende
Os, nu med loeftede fluenet

Mig ved kanten af slugten. Ditte turde ikke komme taet nok paa til et billede ned i hullet.

Her kan man bedre se landskabet med kuplerne eller de unge maend.

Og igen.
Og saa fandt vi da lige et firmben mere. Det sad helt stille, meget taet paa stien hvor vi gik.

Det havde en MEGET lang hale (nogen der sagde penisforlaenger?) som vi desvaerre ikke har faet et godt billede af.


Jeg nyder lige udsigten.




Her er vi saa paa vej ned til parkeringspladsen igen. I baggrunden kan man ane en af de andre landskabsformer der leder hen til Kings Canyon

Uluru - Kings Canyoen16 nov

Atter en dag stod vi tidligt op for at undgaa at vandre i middagsheden senere (yeah right, som om det lykkedes)

Vi koerte ud for at se solopgangen over Kata Tjuta. Desvaerre var der skyer for solen, saa det var ikke den bedste dag.

Mig foran Kata Tjuta.

Mere Kata Tjuta. Ikke fantastisk lys at fotografere i.


Saa vi skyndte os videre for at naa ind til Valley of the Vinds. Det er det som Ditte demonstrerer her. Meget flot landskab, og der var faktisk temmelig meget vind. Desvaerre kunne vi ikke naa hele vejen rundt da vi gerne ville naa tilbage til Uluru inden kl. 8 hvor der var en gratis, guidet rundtur der.


Billeder retfaerdiggoer ikke helt landskabet. Der var SAA flot. Dette er udsigten da vi valgte at vende om for at naa tilbage til bilen i tide

Og saa skulle vi da ogsaa have et hvor vi skygger for udsigten.

Vores ranger foran Aboriginernes (eller Anangu som de foretraekker at kaldes) skole. Man har simpelthen brugt Uluru til at tegne og fortaelle paa. Lige til venstre for rangeren kan man se en reakke cirkler inden i hinanden. Det er et vandhul. Det er forbundet til en tom cirkel, et tomt vandhul. I stedet for at foelge ruten til vandhul nummer to skal man i stedet goere som der er tegnet med de smaa streger lige til hoejre for vandhullet. Det er kaenguruspor, som viser en hoppende kaenguru i fuld fart (der er ingen spor af halen). Man skal altsaa skynde sig at gaa langt mod nord og man vil finde et nyt vandhul. Det er altsaa en kommunal servicemeddelselse om hvor der er vand..
Rangerturen var utroligt spaendende og rangeren var utroligt vidende. Vi fik et stort indblik i livet ved Uluru og Ananguernes vaerdier og kultur. Alle der kommer til Uluru boer tage paa den.

Rangeren snakkede ogsaa om hvorfor Anangu frabeder sig at man gaar op paa Uluru. Det er saadan at det er muligt at gaa op paa den, hvis vejret er til det, men Anangu beder om at man ikke goer. De forbyder det ikke, fordi de hellere ser at man respekterer deres oenske om ikke at goere det. Uluru er et helligt sted for Anangu, saa det svarer lidt til at vi ogsaa beder folk om at vaere respektfulde naar de gaar ind i en dansk kirke. Mange turister er desvaerre ikke klar over dette, og jeg synes godt man kunne have gjort mere ud af at goere opmaerksom paa det.
En lille detalje er at der ikke er nogen toiletter paa Uluru, og de har maalt at vandkvaliteten paa den side af Uluru hvor top-vandringen foretages er daarligere end paa den anden side. Jeg gad vide hvordan danskerne ville reagere hvis der kom fremmede og tissede i doebefonden i kirken..

Hvorom alting er, topvandringen var lukket paa grund af varmen, vi havde nu ogsaa paa forhaand besluttet ikke at foretage den ad hensyn til Anangu.

Rangerturen sluttede klokken 10. Derefter skulle vi saa gaa rundt om Uluru. Det var allerede begyndt at vaere rigtig varmt, men det skulle blive vaerre.


Vi tror nok at det man kan se her en sukker-lignende substans, som Ananguerne bruger som slik. Vi turde dog ikke smage, for vi var ikke sikre.


Her gaar jeg saa. Man kan maaske ikke se det, men det var draebende varmt. Heldigvis var vi godt forberedt og havde rigeligt med vand med. Den foerste del af turen var den varmeste (laes: Ingen skygge), og imens vi gik her koerte der to gange en ranger-bil forbi. Foerste gang havde han vaeret inde og hente nogle folk ud, fordi de ikke kunne holde til varmen, og havde ringet paa noedtelefonen. Han gjorde meget ud af at spoerge om vi havde vand nok med. Anden gang koerte rangerne bare ud for at hoere om vi var ok. Det var vi.
Saa vidt vi ved var vi de eneste der gennemfoerte rundturen den dag, vi saa i hvert fald ingen, selv om vi hold nogle lange pauser.

Dette er den store mand. Historien (som vi fik fortalt af rangeren) lyder at han er en mand som blev jaget af et monster, som en anden stamme havde manet frem og faaet til at angribe Anangu stammen ved Uluru. De havde afslaaet at komme til en ceremoni, hvilket er imod deres lov. Denne mand blev draebt af uhyret, man kan se noget der ligner fem poteaftryk, der leder op til mandens hoved, og det er uhyret der har loebet der lige inden den naede frem til ham og draebte ham. Manden skuer ud i horisonten for at sikre sig at resten af hans stamme er naaet i sikkerhed.

Her kan man saa se aarsagen til at vi valgte at koebe fluenet. Og der er ikke tale om "soede" danske fluer, som man kan jage vaek. Nej, disse bliver ved og ved og ved og ved og.. med at komme tilbage, fordi de kan fornemme fugtigheden (sved). Det eneste man kan goere er at bruge et fluenet, saa de i det mindste ikke saetter sig i ansigtet paa en.

Mere Uluru.. Selv om det ligner en kaempe svamt, saa er foeles det altsaa som sten.

Mere Uluru

Saa kom vi til en soe, som er meget hellig for Anangu. De udbeder sig at man skal vaere stille og respektfuld. Vandhullet er stadig meget vigtigt for dem, og det toerrer meget sjaeldent ud.

Os igen med fluenet.


Nede ved vandet var der nogen sjove fugle. De er ikke ret store, ligner lidt en kolibri i kropsbygning. Og saa dykkede de bogsgtavelig talt ned og drak af vandet i vandhullet. De dyppede kun lige naebbet ned i vandet og floej saa op igen. Ret manoevredygtige maa man sige. Vi har ikke set de fugle andre steder overhovedet.


Da vi sad paa campingpladsen var der en masse af dem her. De er meget aktive omkring skumringstid, og de LARMER. Hannerne har en hanekam, som de kan slaa ud hvis de vil imponere (fugle) damerne. Hannerne virkede ogsaa til at vaere temmelig territorielle, i hvert fald var der to der blev sure paa hinanden med mere larm og en del plukkede fjer til foelge :)
Fulgene er i oevrigt ogsaa paa uni, de er hyppige gaester paa vores fodboldbane. Nogle gange er jeg bange for at de bliver ramt af bolden, saa naergaaende er de..


Jeg kan ikke huske hvilken fugl detteher er. Tror nok det er er en art magpie. I hvert fald var den ikke just sky. Den sidder oven paa vores telt, som vi sad lige foran. Til gengaeld var den pisse svaer at faa et ordentligt billede af. Hver gang vi havde faaet kameraet frem og styr paa zoom osv. hoppede den videre. Det var som om den vidste at vi proevede at faa et billede.

Cooper Pedy - Uluru 15 nov

Saa skulle vi koere rigtig langt. Der er 750 km fra Cooper Pedy til Uluru. Vi havde aftalt at staa tidligt op, for at koere naar det var mindre varmt.
Uheldigvis sov der denne nat tre israelere nede i hulen. De sov tre forskellige steder fordi det plejede de at goere. De holdt en snorkekoncert uden lige! Det ville normalt vaere slemt, men naar man saa er i en hule, hvor det runger er det umuligt at sove.
Der var ingen radiomodtagelse i bilen, men heldigvis havde Ditte sin ipod med som chauffoeren kunne lytte til for at holde sig i gang. Uheldigvis var det saa lidt kedeligt at vaere passager.

Her ser man saa resultatet paa mig.

Saa naaede vi endelig frem og fik taget nogle billeder af Uluru. Fordi vi stadig var paa SA tid kom vi lige til at vente en time ekstra paa solnedgangen, for den var selvfoelgelig angivet i NT tid.


Til gengaeld havde vi god tid til at tage billeder. Her er det os med vores smukke fluenaet.


Uluru igen igen. Denne dag naaede den ikke helt at faa den braendende roede farve, som den er kendt for. Efter meget roden med kameraet lykkedes det mig ogsaa at faa et farvespil der lignede det virkelige
Mig i vores fantastiske campingstole med vores fantastiske fluenet og vore (fantastiske?) guidebog om Uluru. Vi skulle jo lave noget imens vi ventede paa solnedgang (paa dette tidspunkt havde vi luret at vi var alt for tidligt paa den, men det kunne ikke betale sig at tage andre steder hen)


Saa er solen ved at gaa ned og stenen er blevet lidt mere roed.

Mere solnedgang.


Da vi skulle til at koere kiggede vi lige til den anden side. Ogsaa ganske paent..

Cooper pedy 14 nov

Som tidligere skrevet blev vi i Cooper Pedy hele dagen. Vi startede med at tage ind og se "Old Timer's Mine". Det var en gammel mine der tilfaeldigt var blevet opdaget da en beboer gravede ud til et nyt vaerelse i sit hus. Minen var formodentlig en af de foerste der har vaeret i omraadet, dvs. fra 1920'erne. Minearbejderne havde skjult indgangene til minen og forladt den. Hvorfor vides ikke.
Som billedet nedenfor viser skulle man have hjelm paa for at gaa rundt i minen, og det var i hvert fald et af de steder hvor det ikke bare var for sjov.

Da ejerne af grunden byggede en ny indgang til minen for at turisterne ikke skulle fires ind igennem taget, fandt de opal til en vaerdi af 50.000 dollars. Det finansierede resten af anlaeggelsen af turistminen. Et par steder i minen var der desuden uudgravede opal-omraader, som ikke var fjernet for at vise os turister opalen i naturlige omraader. Hvorfor de oprindelige ejere af minen ikke er kommet tilbage for at udgrave dette opal vides ikke.

Ditte nede i minen. Her har der sandsynligvis vaeret opal, siden man har gravet et hul ind til en alerede etableret gang.


Og lige et billede mere af os i minen med matchende hjaelme.
Turen i minen var rigtig interessant. Det var imponerende at se hvad de har formaaet at lave bare med en hakke, et hejseanlaeg og en olietoende til at fjerne brokker i. Der var ikke raad til spraengstoffer. Minearbejderne havde hakket mange skakter ned i minen, da det var lettere end at flytte stenene hen til en skakt laengere vaek for at hive dem op. Alle arbejderne havde deres egen maade at hakke en skakt paa, for den skulle passe til deres kropslaengde, benafstand osv. Der var hakket trin ind i vaeggen paa skakten, hvor man kunne se om de var store eller smaa.
Hvis en minearbejder fandt opal gik han over til at grave ud med et soem eller lignende for at undgaa at beskadige opalen. Ikke lige som i dag hvor de bruger store maskiner...
Vi har ingen billeder af det, men der var ogsaa en historisk gennemgang af Cooper Pedys historie. Et meget interessant besoeg.

Saa tog vi videre til et galleri for at kigge paa kunst. Stedet fungerer desuden som drop-off point for kaenguru-unger hvis mor var blevet draebt. De tog sig saa af kaenguruen. Mere om det senere.
Vi endte med at blive saa imponerede over noget af kunsten at vi koebte det. Det kan nydes i vores lejlighed i Koebenhavn naar vi en gang faar en :)


Der var kaenguru-fodring. senere paa dagen, og det kunne Ditte selvfoelgelig ikke staa for. Saa her er hun saa med sit lille barn. Joey'en hedder Lilly og er 6-7 mdr gammel.

Moegdyr!

Ditte med Cooper, som var ca. 3 maaneder gammel.


Kaenguruer er meget sociale dyr, saa de kan godt lide at blive kaelet for.

Mig og Cooper. Han kunne meget bedre lide mig end Ditte


Saa koerte vi ud til The Breakaways. Rigtig flot. I mellemtiden havde vi ogsaa lige naaet at vaere i supermarkedet og koeben to fluenaet og en kasket til mig. Der var jo fluer over alt! Ditte var temmelig nervoes for at koere rundt ude i The Breakaways. Oejensynligt er hun ikke glad for bratte klinter.

The Breakaways er en sandstensformation der ser ud som om den er brudt vaekt fra de oevrige sandstensbjerge. DerMig foran the breakaways. Et billede som Ditte rigtig godt kan lide.

Mere breakaways. Der var rigtig flot. Desuden havde vi timet det rigtig godt, saa vi var der lige inden solnedgang, hvor lyset var fantastisk.


Dette er saa en af de "blowers" som bruges til moderne minedrift. Efter sigende er de udviklet specielt til Cooper Pedy's forhold. De virker ved at en roerledning foerer ned til til gravemaskinen og alt sten ledes op igennem ledningen. Oppe i den store toende er der en "tornado" som spytter alt stoev og skidt ud den ene vej. De tunge ting, stenbrokker, falder ud den anden vej. Dem kan man saa efterse for opal som man har overset da man gravede nede i hullet.
Disse skilte var der over det hele. Det er ikke for sjov. Der er proeveboringer over det hele, og de er ikke markerede, saa det er med at se sig for.
Reglerne for minedrift i Copper Pedy er noget specielle, da de er blevet grundlagt inden regeringen havde nogen kontrol. Hver person maa have eet lod paa 50 * 100 meter, som han markerer med paele og registrerer paa minekontoret. Alle kan i princippet slaa sig ned som opalminer. Faktisk var der opslag med udstyr til salg i supermarkedet. Det er tilladt at lave proeveboringer inden man registrerer sit lod, og det er selvfoelgelig noget mange benytter sig af.


Dette skilt stod saa lige inden vi kom til vores hostel.. De er vist vandt til dumme turister..

Disse kaktusser stod lige uden for indgangen til vores camping-hule. Blomsterne lukker sig om natten.

Indgangen til vores camping-hule. Dejlig koeligt!


Lige et billede af "the Thunder Donnie" - det kan vel naermest oversaettes med "buldre kassen". Fordi de havde vandet liggende i tanke paa taget var det for varmt til at tage bad midt paa dagen (i kid you not!). Fordi gaesterne - paa trods af advarsler om ikke at goere det - havde braendt sig ved at bade midt paa dagen blev toiletblokken aflaast. Eneste toilet var saa Thunder Donnie'et. Hvis I tror det er varmt at sidde og trykke inde i et blikskur i 42 graders varme, saa har I fuldstaendig ret.

Og lige et solnedgangsbillede. Temmelig flot, ikk?