Vi koerte ud for at se solopgangen over Kata Tjuta. Desvaerre var der skyer for solen, saa det var ikke den bedste dag.
Mig foran Kata Tjuta.
Mere Kata Tjuta. Ikke fantastisk lys at fotografere i.
Saa vi skyndte os videre for at naa ind til Valley of the Vinds. Det er det som Ditte demonstrerer her. Meget flot landskab, og der var faktisk temmelig meget vind. Desvaerre kunne vi ikke naa hele vejen rundt da vi gerne ville naa tilbage til Uluru inden kl. 8 hvor der var en gratis, guidet rundtur der.Billeder retfaerdiggoer ikke helt landskabet. Der var SAA flot. Dette er udsigten da vi valgte at vende om for at naa tilbage til bilen i tide
Og saa skulle vi da ogsaa have et hvor vi skygger for udsigten.
Vores ranger foran Aboriginernes (eller Anangu som de foretraekker at kaldes) skole. Man har simpelthen brugt Uluru til at tegne og fortaelle paa. Lige til venstre for rangeren kan man se en reakke cirkler inden i hinanden. Det er et vandhul. Det er forbundet til en tom cirkel, et tomt vandhul. I stedet for at foelge ruten til vandhul nummer to skal man i stedet goere som der er tegnet med de smaa streger lige til hoejre for vandhullet. Det er kaenguruspor, som viser en hoppende kaenguru i fuld fart (der er ingen spor af halen). Man skal altsaa skynde sig at gaa langt mod nord og man vil finde et nyt vandhul. Det er altsaa en kommunal servicemeddelselse om hvor der er vand..Rangerturen var utroligt spaendende og rangeren var utroligt vidende. Vi fik et stort indblik i livet ved Uluru og Ananguernes vaerdier og kultur. Alle der kommer til Uluru boer tage paa den.
Rangeren snakkede ogsaa om hvorfor Anangu frabeder sig at man gaar op paa Uluru. Det er saadan at det er muligt at gaa op paa den, hvis vejret er til det, men Anangu beder om at man ikke goer. De forbyder det ikke, fordi de hellere ser at man respekterer deres oenske om ikke at goere det. Uluru er et helligt sted for Anangu, saa det svarer lidt til at vi ogsaa beder folk om at vaere respektfulde naar de gaar ind i en dansk kirke. Mange turister er desvaerre ikke klar over dette, og jeg synes godt man kunne have gjort mere ud af at goere opmaerksom paa det.
En lille detalje er at der ikke er nogen toiletter paa Uluru, og de har maalt at vandkvaliteten paa den side af Uluru hvor top-vandringen foretages er daarligere end paa den anden side. Jeg gad vide hvordan danskerne ville reagere hvis der kom fremmede og tissede i doebefonden i kirken..
Hvorom alting er, topvandringen var lukket paa grund af varmen, vi havde nu ogsaa paa forhaand besluttet ikke at foretage den ad hensyn til Anangu.
Rangerturen sluttede klokken 10. Derefter skulle vi saa gaa rundt om Uluru. Det var allerede begyndt at vaere rigtig varmt, men det skulle blive vaerre.
Vi tror nok at det man kan se her en sukker-lignende substans, som Ananguerne bruger som slik. Vi turde dog ikke smage, for vi var ikke sikre.
Her gaar jeg saa. Man kan maaske ikke se det, men det var draebende varmt. Heldigvis var vi godt forberedt og havde rigeligt med vand med. Den foerste del af turen var den varmeste (laes: Ingen skygge), og imens vi gik her koerte der to gange en ranger-bil forbi. Foerste gang havde han vaeret inde og hente nogle folk ud, fordi de ikke kunne holde til varmen, og havde ringet paa noedtelefonen. Han gjorde meget ud af at spoerge om vi havde vand nok med. Anden gang koerte rangerne bare ud for at hoere om vi var ok. Det var vi.Saa vidt vi ved var vi de eneste der gennemfoerte rundturen den dag, vi saa i hvert fald ingen, selv om vi hold nogle lange pauser.
Dette er den store mand. Historien (som vi fik fortalt af rangeren) lyder at han er en mand som blev jaget af et monster, som en anden stamme havde manet frem og faaet til at angribe Anangu stammen ved Uluru. De havde afslaaet at komme til en ceremoni, hvilket er imod deres lov. Denne mand blev draebt af uhyret, man kan se noget der ligner fem poteaftryk, der leder op til mandens hoved, og det er uhyret der har loebet der lige inden den naede frem til ham og draebte ham. Manden skuer ud i horisonten for at sikre sig at resten af hans stamme er naaet i sikkerhed.
Her kan man saa se aarsagen til at vi valgte at koebe fluenet. Og der er ikke tale om "soede" danske fluer, som man kan jage vaek. Nej, disse bliver ved og ved og ved og ved og.. med at komme tilbage, fordi de kan fornemme fugtigheden (sved). Det eneste man kan goere er at bruge et fluenet, saa de i det mindste ikke saetter sig i ansigtet paa en.
Mere Uluru.. Selv om det ligner en kaempe svamt, saa er foeles det altsaa som sten.
Mere Uluru
Saa kom vi til en soe, som er meget hellig for Anangu. De udbeder sig at man skal vaere stille og respektfuld. Vandhullet er stadig meget vigtigt for dem, og det toerrer meget sjaeldent ud.
Os igen med fluenet.
Nede ved vandet var der nogen sjove fugle. De er ikke ret store, ligner lidt en kolibri i kropsbygning. Og saa dykkede de bogsgtavelig talt ned og drak af vandet i vandhullet. De dyppede kun lige naebbet ned i vandet og floej saa op igen. Ret manoevredygtige maa man sige. Vi har ikke set de fugle andre steder overhovedet.
Da vi sad paa campingpladsen var der en masse af dem her. De er meget aktive omkring skumringstid, og de LARMER. Hannerne har en hanekam, som de kan slaa ud hvis de vil imponere (fugle) damerne. Hannerne virkede ogsaa til at vaere temmelig territorielle, i hvert fald var der to der blev sure paa hinanden med mere larm og en del plukkede fjer til foelge :)Fulgene er i oevrigt ogsaa paa uni, de er hyppige gaester paa vores fodboldbane. Nogle gange er jeg bange for at de bliver ramt af bolden, saa naergaaende er de..
Jeg kan ikke huske hvilken fugl detteher er. Tror nok det er er en art magpie. I hvert fald var den ikke just sky. Den sidder oven paa vores telt, som vi sad lige foran. Til gengaeld var den pisse svaer at faa et ordentligt billede af. Hver gang vi havde faaet kameraet frem og styr paa zoom osv. hoppede den videre. Det var som om den vidste at vi proevede at faa et billede.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar